For 6 måneder siden var jeg en hjemløs stiknarkoman og modtog statsheroin 2 gange om dagen. Min daværende bolig kan ses på introbilledet. På det tidspunkt var livet meget kaotisk og (i mine øjne i hvert fald), blottet for alt hvad der kunne minde om håb. Men nu er min situation helt anderledes..
Nu er jeg i døgnbehandling på rehabiliteringscenter Betesda på 3.måned og har snart været clean i 2 måneder. I skrivende stund er jeg på sommerhustur på Bornholm sammen med TC Taastrup-Klippen og er blevet beriget med endnu en sejr. Jeg har gennem min tid på Betesda trænet på en racercykel, og i går cyklede jeg Bornholm Rundt sammen med TC Taastrup-Klippen. Det blev til knap 106 km i ét hug! Jeg havde aldrig forestillet mig, ville lykkedes for mig, men det er så fedt!
Det har været en rigtig hyggelig tur, og et dejligt afbræk fra min behandling og dagligdag på Betesda.
Vi startede den 6. juni med at køre cykelløbet "Tour De TC". Dagen efter var Jesper og jeg hjemme og spise hos min mor, som jeg ikke har set i 8-10 måneder. Den 9. juni tog vi nogle stykker fra TC Taastrup-Klippen til Bornholm og var klar til at tæske de Bornholmske bakker igennem. Og det gjorde vi til UG.
Efter cykelturen kølede vi kroppen ned igen med at køre ud til Opal søen og springe i vandet oppe fra klipperne. Derefter tog vi ud og spiste et stykke kage og fik en kop kaffe og et glas sodavand samt fik os en hyggelig snak med Jespers forældre som også er på ferie herovre.
Vi har udover at cykle, spist noget god mad, hygget lidt foran tv’et og spillet yatzy. Lige nu står Jesper, Tage og Co. og laver mad til os og hele køkkenet oser af sang, god mad og højt humør.